Europas førende robotforskere og –udviklere mødes i marts i Odense, når European Robotics Forum 2012 løber af stablen. Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi er værter ved arrangementet.
European
Robotics Forum 2012 er din mulighed for at komme helt tæt på
Europas førende forskere og udviklere af robotteknologi.
Arrangementet, der finder sted fra d. 05. - 07. marts i Odense,
giver adgang til de seneste nyheder om forskning og erhvervsliv og
mulighed for at deltage i workshops og konferencer side om side med
såvel forskere som innovationsaktører og robotvirksomheder.
Hør om danske robotteknologiske styrkepositioner
Innovationsnetværket RoboCluster arrangerer ved eventen et
formiddagsseminar med udgangspunkt i danske styrkepositioner på det
robotteknologiske område. Ved seminaret kan du møde danske forskere
fra Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Syddansk
Universitet og få et dybere indblik i de udviklingsområder, som
danske robotforskere står stærkt på.
Mød yderligere repræsentanter fra Teknologisk Instituts Center
for Robotteknologi og Designskolen Kolding, der henholdsvis vil
give en indføring i det danske arbejde omkring overførsel af ny
viden om robotteknologi til virksomheder og mulighederne for at øge
anvendelsen og implementeringen af robotteknologi via design og
formgivning.
European Robotics Forum byder endvidere på en offentlig
udstilling med bud på fremtidens robotteknologiske løsninger.
Eventen er organiseret af de europæiske robotnetværk EURON og EUROP
og er arrangeret af Teknologiske Instituts Center for
Robotteknologi.
Læs mere om tid, sted, tilmelding og program på www.europeanrobotics12.eu