Udvikling og forskning i markedsklare og robuste mobile robotter

Mobile robotter er efterhånden blevet et velkendt billede i både
industrien og servicesektoren. De slår vores græs, støvsuger vores
plejehjem og transporterer alt lige fra vasketøj på sygehusene til
materialer i industrien. Kort sagt løser de eksisterende mobile
robotter en masse trivielle og rutineprægede opgaver. Men
mulighederne og også arbejdsopgaverne er stadig mange, hvis mobile
robotter også bliver i stand til at løse ikke-rutineprægede opgaver
i dynamiske og foranderlige miljøer - en udfordring, der dog
stiller store krav til robotternes evne til at sanse deres
omgivelser og efterfølgende reagere og tilpasse sig disse.
En yderligere udfordring for de mobile robotter ligger i
distancen mellem, hvad der er muligt forskningsverdenen og på det
kommercielle marked. I dag findes der masser af forskning i mobile
robotter men ikke ret mange løsninger og applikationer, som er klar
til brug på det kommercielle marked. - hvilket bl.a. skyldes
udfordringer med at gøre robotterne økonomisk rentable.
Et forskningsprojekt fra Danmarks Tekniske Universitet sætter nu
fokus på denne problemstilling. Projektet er et
erhvervs-ph.d-projekt indgået mellem virksomheden Prevas A/S og
Danmarks Tekniske Universitet - ph.d.-studerende Morten
Kjærgaard.
Vision og arbejdsopgaver
Projektet sigter i særlig grad mod at udvikle metoder og
værktøjer, der skal gøre de kommercielle applikationer med mobile
robotter mere robuste og billigere at udvikle. Formålet er at
mindske distancen mellem, hvad der er teknologisk muligt på
forskningsniveau og kommercielt rentabelt at gennemføre inden for
kommercielle produkter med mobile robotter.
Videnskabeligt angriber projektet en række problemstillinger
inden for modellering, parametrisering og selvkalibrering af en
mobil robot. Projektet ønsker at forbedre mulighederne for at
opbygge en robotapplikation ud fra eksisterende software
komponenter, hvor robotten og dens opførsel beskrives vha.
parametriserede modeller. Projektet har specielt fokus på metoder
og værktøjer til hvordan de pågældende parametre specificeres,
kalibreres og løbende optimeres af robotten selv.
Der er i projektet defineret følgende hovedindsatsområder:
Værktøjer og metoder
De værktøjer, der i dag eksisterer til robotudvikling, har behov
for at tilpasses det industrielle udviklingsforløb, hvor der er
højere fokus på cost og kvalitetssikring. Det er også vigtigt at
værktøjerne understøtter tidlig prototyping, evt. visuelt i en
simulator, så krav og forventninger kan afstemmes tidligt i
forløbet.
For at nedbringe tid og risici ved udvikling af robotsystemer er
det vigtigt at værktøjerne understøtter, at den ønskede
applikation, som skal udvikles, kan opdeles modulært. På den måde
kan de enkelte softwaremoduler testes individuelt for at sikre at
kvaliteten lever op til industriel standard samt endnu vigtigere
genbruges over flere projekter for at mindske
udviklingsomkostningerne. På længere sigt vil der dermed opstå en
form for database over tidligere anvendte moduler indeholdende
forskellig funktionalitet og algoritmer.
Robusthed
Videnskabeligt har projektet stor fokus på at benytte
parametriserede modeller til at konfigurere den enkelte
robotapplikation. For at minimere behovet for manuel justering af
robottens parametre, vil der blive arbejdet med at udvikle og
benytte algoritmer for automatisk kalibrering og optimering af
disse parametre. Formålet er at forbedre robustheden af robotten så
den er i stand til at udføre sine arbejdsopgaver uden gentagende
behov for service og manuel indgriben. Hvis robotten opfte kræver
justering og service, giver det både et dårligt indtryk af
produktet samt en stor udgift for producenten.
Resultater
Formålet med projektet er først og fremmest at gøre Prevas i
stand til at udvikle konkurrencedygtige robotapplikationer for
virksomhedens kunder samt at positionere Prevas som en attraktiv
samarbejdspartner inden for dette fagområde. For at afprøve
udviklingsprocessen og værktøjerne vil der i løbet af projektet
blive udvikles en proof-of-concept-robotapplikation. For at
målrette projektet så vidt muligt mod det nuværende marked, søger
Prevas interesserede samarbejdspartnere, som ligger inde med ideer
til robotapplikationer, de ønsker at få udviklet eller allerede er
i gang med at udvikle. Ved at indgå i et samarbejde vil det være
muligt både at få gavn af den udvikling og de resultater, der opnås
i løbet af projekter, men også danne grundlag for et længerevarende
samarbejde.
Deltagere
Prevas A/S
Danmarks Tekniske Universitet (ved ph.d.-studerende Morten
Kjærgaard)
Tidshorisont
Projektet løber fra 01.05.2010 - 30.04.2013