Udvikling af en vaskerobot – en prototype til vask af drivhuses udvendige tagflader.

Projektbeskrivelse
Væksthuse skal være så lyse som muligt, specielt om vinteren,
hvor lyset er den begrænsende faktor for plantevækst. Der sker i
løbet af året en reduktion af lysindfaldet i drivhuse på op til 10
% pga. snavs, alger og lignende, som sætter sig på glasset.
Vask af væksthuse er besværligt og forholdsvist dyrt. Der findes
forskellige "rensevæsker" til at sprøjte på glasset. Disse er dog
ret aggressive, og er derfor et muligt arbejdsmiljø- og
miljøproblem. Afvaskningen foretages typisk manuelt, hvilket er
både hårdt og vådt - og der er tillige risiko for at træde gennem
den nederste række glas, selv om disse er armerede.
I Holland findes vaskemaskiner til Venloblokke (Hollandsk
drivhussystem). Desværre gør måden disse vaskemaskiner er
konstrueret på, at de ikke kan benyttes til de danske drivhuse, som
er bredere end de hollandske.
Vaskerobotten skal:
- være fleksibel i forhold til drivhusstørrelser
- være prismæssig interessant for et gartneri på omkring 10.000
m2
- have stor driftssikkerhed
En teknologiudvikling på området vil kunne give gartnerierne
mulighed for at udnytte det naturlige lys optimalt, med et deraf
nedsat ressourceforbrug. Samtidig vil udviklingen af en vaskerobot
kunne forbedre arbejdsmiljøet. Den vil kunne give firmaer, der
leverer udstyr til gartneribranchen mulighed for at være med i den
teknologiske udvikling, der vil ske de kommende år.
Samarbejdet mellem de forskellige interessenter er etableret i
kraft af UdviklingsCenter Aarslev - et regionalt vækstmiljø for
gartneriområdet på Fyn.Deltagere i projektet
Meganic ApS
RoboCluster
Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum (IOT)
Odense Tekniske Skoles Erhvervsakademi (OTS)
Dansk Jordbrugsforskning (DJF)
DEG Green Team (DEG)
Fyns Gartneri Maskiner (FGM)
Gartnerierne Ove Nielsen (GON)